University of Southern Denmark→
Studentermedhjælper med flair for… at University of… · Odense M
Job Description
Studentermedhjælper med flair for forskningskommunikation til Forskningsenheden for Maritim Sundhed og Teknologi, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Location: Odense M, Danmark
Maritime Health and Technology (MHT) søger en kreativ og engageret studentermedhjælper, der kan hjælpe os med at omsætte forskning til stærk og synlig kommunikation.
Stillingen er på ca. 10 timer om ugen med fleksibilitet i forhold til undervisning og eksamener. Tiltrædelse er den 15. november 2026 eller snarest muligt derefter.
Ansvarsområder
Som studentermedhjælper bliver du en del af et tværfagligt forskningsmiljø og kommer til at arbejde tæt sammen med forskningslederen og forskerne. Du bliver en del af vores arbejde med at formidle forskningsresultater til erhvervsliv, myndigheder, fonde, politikere, medier og offentligheden.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Formidling af forskningsresultater til forskellige målgrupper.
- Hjælp til udvikling af kommunikationsmateriale om MHT’s forskning og samfundsmæssige betydning.
- Opdatering af hjemmeside og kommunikationsplatforme.
- Udarbejdelse af nyheder og artikler til hjemmeside og LinkedIn.
- Praktiske og administrative opgaver efter behov.
Kvalifikationer
Vi søger en kollega, der:
- studerer kommunikation, journalistik, branding, samfundsvidenskab eller lignende.
- skriver flydende og sikkert på dansk og engelsk.
- har sans for visuel formidling, evt. i Canva, PowerPoint eller tilsvarende programmer.
- arbejder struktureret og selvstændigt.
- er nysgerrig på forskning og kan omsætte komplekst stof til letforståelig kommunikation.
- har interesse for samspillet mellem forskning, samfund og erhverv.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med sociale medier, hjemmesideopdatering eller grafisk kommunikation, men det er ikke et krav.
Om Forskningsenheden for Maritim Sundhed og Teknologi og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Du bliver en del af et forskningsmiljø, hvor du får mulighed for at arbejde med forskningskommunikation i praksis og være med til at synliggøre forskning med betydning for den maritime sektor, grøn omstilling, arbejdsmiljø, sundhed og sikkerhed. Du får stor indflydelse på dine opgaver, fleksible arbejdstider og mulighed for at udvikle kompetencer inden for forskningsformidling, stakeholderkommunikation og kommunikation.
Maritime Health and Technology (MHT) er Syddansk Universitets forskningsenhed for maritim sundhed, sikkerhed og Human Factors.
Vi forsker i, hvordan teknologi, organisation og mennesker spiller sammen for at skabe sikre og bæredygtige maritime arbejdspladser. Vores forskning spænder fra arbejdsmiljø, mental sundhed og Human Factors til implementering af ny teknologi, grøn omstilling og sundhedsfremme til søs.
MHT samarbejder tæt med rederier, myndigheder, uddannelsesinstitutioner og internationale organisationer for at omsætte forskning til konkrete løsninger med værdi for samfundet.
Her kan du læse mere om vores enhed og de forskningsprojekter, vi arbejder med for tiden:
https://www.sdu.dk/en/forskning/mht
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) ved Syddansk Universitet er et af Danmarks førende sundhedsvidenskabelige fakulteter. Med ni institutter, forskning i international topklasse og et bredt udvalg af sundhedsuddannelser bidrager vi til at udvikle fremtidens viden, behandling og sundhedsvæsen.
Som medarbejder på SUND bliver du en del af et ambitiøst og tværfagligt miljø præget af høj faglighed, stærke samarbejder og gode muligheder for udvikling. Fakultetet har aktiviteter i Odense, Esbjerg og København. I Esbjerg og København danner stærke faglige miljøer ramme om forskning og uddannelse, mens vores moderne fakultetsbygning i Odense samler forskning, uddannelse og administration under ét tag og er direkte forbundet med Odense Universitetshospital.
Læs mere om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet her.
Kontakt
Ønsker du yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte forskningsleder Lisa L. Froholdt på lfroholdt@health.sdu.dk eller tlf. 6550 7245.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er 26. oktober 2026, kl. 23:59. Vi forventer at afholde samtaler i uge 45 og 46.
Ansættelse pr. 15. november 2026 eller snarest muligt derefter.
Løn og ansættelsesvilkår
Dit tjenestested er Syddansk Universitet i Odense, Campusvej 55, 5230 Odense M.
Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Studenterundervisernes Landsforbund.
Løn fastsættes i henhold til gældende overenskomst og på baggrund af objektive og kønsneutrale kriterier, herunder stillingens indhold, ansvar og krav til kvalifikationer. Du har som ansøger ret til information om startløn og lønspænd for stillingen. Disse oplysninger kan fås i forbindelse med rekrutteringsprocessen. SDU indhenter ikke oplysninger om ansøgeres tidligere løn.
Bemærk: Ved ansættelse som studentermedhjælp er det en forudsætning, at du er indskrevet som studerende på en videregående uddannelse.
Er du interesseret i stillingen, skal du sende en ansøgning, som skal indeholde følgebrev, CV med angivelse af måneder og år (uden billede) og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde billede og CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummeret overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF-format. Følgebrev og CV må maks. fylde 5 MB.
Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for at skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.